Den kostede titusinder af menneskeliv at bygge. Nu er kontrollen med central rute for verdenshandlen kastet op i luften

Det kinesiske selskab arbejder på begge sider af Panama-kanalen. Både når containerskibe ankommer fra Atlanterhavet, og når de omkring otte timer senere sejler ud i Stillehavet, passerer de det kinesisk-kontrollerede havneselskab Hutchison Whampoas kæmpestore havneterminaler. Det er ikke holdbart, lyder det fra USAs nyudnævnte præsident, Donald Trump. Han vil have kanalen tilbage på amerikanske hænder og de kinesiske selskaber ud og væk. Dermed er kontrollen over Panamakanalen, der ikke kun er afgørende for amerikanerne, men også en central rute for verdenshandlen og dansk skibsfart, kastet op i luften. En magtkamp, som kan få betydning for ikke bare amerikanerne, men også for handelsmønstre og forbrugere verden over. I sin tiltrædelsestale sagde Trump, at Kina kraftigt har øget sin kontrol over kanalen, og at det nu skal stoppe. »Vi gav den ikke til Kina, vi gav den til Panama. Og vi tager den tilbage,« sagde Donald Trump til stående bifald i kongresbygningen, hvor tiltrædelsen fandt sted. Han har tidligere sagt, at kinesiske soldater kontrollerer kanalen, og at amerikanske skibe betaler overpriser for at sejle igennem. Begge påstande er dog svære at finde dokumentation for, og det er ifølge blandt andre The New York Times ikke sandt. »De retmæssige ejere« Til gengæld står det klart, at Trump langtfra er den første republikanske politiker, som mener, at Panama-kanalen skal være amerikansk. Flere har kaldt det en fejl, at den daværende amerikanske præsident, demokraten Jimmy Carter, i 1978 underskrev en aftale, som gav Panama ansvaret for kanalen kort inden årtusindskiftet. Blandt andre sagde Ronald Reagan, da han stillede op til præsidentvalget i 1980, at USA var kanalens »retmæssige ejere«, og han fik ifølge The New York Times stående klapsalver af sine tilhørere for at sige: »Vi købte den, vi betalte for den, vi byggede den«. Men Panamakanalen er i dag ikke amerikansk, men et neutralt område, som alle frit kan passere igennem. Det var ellers USA, som drev kanalen i flere årtier, efter den stod færdig. Men det førte efterhånden til spændinger med lokalbefolkningen, og i 1964 udbrød der antiamerikanske opstande i den såkaldte kanalzone. I sidste ende var det baggrunden for den aftale, som i 1978 åbnede for at gøre området neutralt. »Det er en del af Panamas forfatning, at landet er garanteret en neutralitet, og at det dermed er trukket ud af alle stormagtsrivaliseringer. Det gjorde man, fordi alle så en værdi i, at denne type kritisk infrastruktur ikke er ejet af nogen, så det ikke kan blive brugt strategisk,« siger Rasmus Brun Pedersen, der er lektor i international politik ved Aarhus Universitet. Kina har brudt en rød linje Hutchison Whampoa er fra Hongkong og umiddelbart en normal havneoperatør, der ligesom Mærsk-selskabet APM Terminals driver havne overalt på kloden. Men Hutchison Whampoa er dog – som andre kinesiske virksomheder – i sidste ende forpligtet til at følge ordrer fra den kinesiske regering. »Havnen i Panama er international, og kineserne må godt være der. Men for amerikanerne er det alligevel et udtryk for, at en rød linje er brudt,« siger Rasmus Brun Pedersen. Ryan C. Berg, analytiker ved tænketanken Strategic and International Studies har sagt til The New York Times, at Hutchinsons Whampoas tilstedeværelse ved en så central færdselsåre giver USA en reel frygt for både konkurrenceevne og sikkerhed. Han siger, at selskabet kan ligge inde med data over antal og type skibe, som passerer gennem kanalen. »Kina udøver eller kunne udøve et vist element af kontrol, selv hvis man ser bort fra en større militær konfrontation. Der er efter min mening grund til bekymring,« har han sagt til det amerikanske medie. Meget vanskeligere end Suez Selve kanalen er en af menneskehedens helt store ingeniørbedrifter Helt tilbage i 1600-tallet blev der første gang talt om at skabe en forbindelse, der gjorde det muligt at sejle mellem de to store verdenshave. Men det var først i 1881, at der for alvor blev gjort et forsøg. Det blev anført af den franske ingeniør Ferdinand Marie Lesseps, der med succes havde bygget den enorme Suezkanal, som forbinder Det Røde Hav med Middelhavet. Nu havde han kastet sig over verdens anden store kanaldrøm, som ville gøre ruten mellem USAs øst- og vestkyst langt kortere, og som ville få både stor økonomisk og strategisk betydning. Men Ferdinand Marie Lesseps forsøg på at bygge Panamakanalen fejlede, og selskabet bag projektet gik i 1889 konkurs. Det viste sig at være helt anderledes vanskeligt end Suezkanalen, hvor man blot gravede sig igennem og lod Middelhavet løbe ud i Det Røde Hav. Her i Panama var der bjerge og helt anderledes vanskelige forhold, som gjorde det umuligt blot at skabe en kanal på havniveau. Men amerikanerne ville have kanalen. Og de valgte en anden løsning med flere sluser, som skulle sende skibene op i den store Gatun-sø i midten af Panama for senere at sænke skibene tilbage til havniveau. Det betød, at de begrænsede det omfattende arbejde med at sprænge sig gennem det bjergrige latinamerikanske land – en proces som til sidst havde knust Lesseps’ drøm om en kanal gennem Panama. Og endelig i 1914 efter årtiers arbejde kunne de første skibe tage den nye forbindelse mellem de to verdenshave i brug. Den 82 kilometer lange kanal havde kostet op mod 25.000 menneskeliv. Franskmænd, amerikanere og lokale havde plaget af varmen og utallige sygdomme slidt i årtier for at få det gigantiske byggeprojekt til at lykkes. Central for amerikanske handel Men nu havde amerikanerne en vigtig forbindelse, som ikke bare gjorde handlen mellem landets øst- og vestkyst nemmere, men som også gjorde det muligt hurtigere at flytte USAs flåde mellem Stillehavet og Atlanterhavet. Faktisk mente japanerne under Anden Verdenskrig, at forbindelsen var så central, at de var langt med en spektakulær plan om at bombe kanalområdet med fly sendt afsted fra ubåde. Til sidst sluttede krigen, inden de tanker blev ført ud i livet. I dag går hele 40 procent af USAs containertrafik gennem området. Og her arbejder stadig flere kinesere på havneområder ved indgangen til kanalen. Det er for mange amerikanere uholdbart, og noget der ikke kan blive ved. Rasmus Brun Pedersen mener, at der fortsat er forståelse i USA for, at den såkaldte Monroedoktrin skal overholdes. Det er en tekst, som selvom den er skrevet helt tilbage i 1823 af den amerikanske præsident James Monroe, stadig spiller en central rolle i den amerikanske selvforståelse. Det indebærer blandt andet, at USAs interessesfære strækker sig fra Nordamerika gennem Mellemamerika og ned til Sydamerika. Ingen andre stormagter har nogen rolle at spille her, lyder det i doktrinen. Kina tester USA Men i de seneste årtier har kineserne for alvor testet den. Kina har blandt andet finansieret en kæmpehavn til 25 milliarder kroner i Peru og kontrollerer også en stor havn i Argentina. Panama selv afbrød i 2017 de diplomatiske forbindelser med Taiwan og anerkendte, at det er en del af Kina. En stor sejr for den kinesiske regering. »Kinesiske virksomheder ved Panamakanalen bliver tolket, som om det er en overtrædelse af Monroedoktrinen. Samtidig er amerikanerne presset i den vestlige hemisfære, og blandt andet er Kina blevet den største handelspartner i mange lande i Syd- og Latinamerika,« siger Rasmus Brun Pedersen. Han mener, at der er lighedspunkter mellem amerikanernes ønsker om at holde Kina fra Panamakanalen og det, som der bliver sagt om deres interesse for Grønland. »Panamakanalen er virkelig vigtig for amerikanerne, og der vil man ikke have, at kineserne har indflydelse. På den måde minder det om situationen på Grønland, hvor de også har været meget imod kinesisk minedrift,« siger Rasmus Brun Pedersen. Panama afviser USA Trumps trusler fik hurtigt José Raúl Mulino, Panamas præsident, til kategorisk at afvise ideen om, at kanalen skal gå tilbage til USA. Under Verdens Økonomiske Forum i Davos onsdag gentog han budskabet. »Vi afviser fuldstændig alt, hvad hr. Trump har sagt. For det første, fordi det er forkert, og for det andet, fordi Panamakanalen tilhører Panama og vil fortsætte med at tilhøre Panama,« sagde han under en paneldebat. Panama har samtidig klaget til FN over den amerikanske præsidents trusler. Trump har sagt, at han ikke vil udelukke at bruge militærmagt for at få sin vilje – ikke bare i forhold til Panama-kanalen, men også på Grønland. Men det er udsagn, som er forbundet med stor usikkerhed. Ingen ved, om det skal tages bogstaveligt, og det er endnu uklart, hvilke muligheder der er for det. »Verden vil reagere meget negativt på en amerikansk besættelse af Panama. Det vil være et helt uprovokeret angreb og et brud på alle internationale aftaler,« siger Rasmus Brun Pedersen. USA har tidligere angrebet Panama, da 27.000 amerikanske soldater i 1989 invaderede landet. Men efter lidt over en måned forlod de landet igen, efter den daværende diktator Manuel Noriega var taget til fange. »Der foregår ikke noget i Panama, der på nogen måde kan begrunde, at han kan give en ordre om at angribe landet. Man skal ikke tage alt, hvad Trump siger bogstaveligt, men hvis han virkelig vil det, er det afgørende, hvad han kan få kongressen med til,« siger Rasmus Brun Pedersen. Panamakanalen bliver hvert år brugt af mange danske rederier. I brancheforening Danske Rederier sagde viceadministrerende direktør Jacob K. Clasen tirsdag til TV 2, at man tæt følger udviklingen i området. »Vi kan ikke gøre så meget andet end at forholde os afventende,« sagde Jacob K. Clasen. Antallet af skibe gennem kanalen faldt sidste år fra næsten 15.000 i 2023 til lidt over 11.000 i fjor. Det skyldes, at tørke har mindsket vandstanden og derfor er der givet færre tilladelse til at sejle igennem. Til sammenligning var det tilsvarende tal i 2023 cirka 24.000 i Suezkanalen. Her er tallet dog også faldet i 2024, men det skyldes Houthi-bevægelsens angreb på vestlige skibe. https://www.berlingske.dk/virksomheder/den-kostede-titusinder-af-menneskeliv-at-bygge-nu-er-kontrollen-med